Verden er på vej ind i en ny tidsalder. En tidsalder, hvor livets betingelser ændrer sig. Menneskets liv og alt det ikke-menneskelige liv, og livet mellem mennesker og alt det andet. Vi står med gamle strukturer til nye problemer. Det er sådan set normalt; historien tager nogle store ryk hvor verden som vi kender den, forandres på kort tid, og vi derefter må finde ud af at tilpasse vores institutioner, organisationer og levevis til den nye verden. Den store forskel mellem tidligere store skift, og det vi er midt i lige nu, er at det denne gang er selve planeten vi bor på, der forandrer sig og at vi faktisk ved en masse om både årsagerne og virkningerne. Vi mennesker begynder at forstå at vores måde at bo på jorden på, ødelægger en masse i det utrolige, vidunderlige system som jordens liv skaber og deltager i. Vi begynder at forstå at vi er del af dette system, ikke hævet over det. For at afbøde de katastrofiske tilstande som klimaforandringerne fører med sig, må vi ændre vores adfærd. Vi skal væk fra en fossilbaseret udledning – nul CO2 i fremtiden og ind med fornybar energi. Landbrugssektoren må ændres og vi skal have færre store husdyr, spise mindre kød. Vi skal bygge anderledes. Have mere natur så alle insekterne overlever. Forbruge mindre, så vi ikke presser jordens ressourcer ud over kanten. Det er alt sammen ved at være kendt viden – om vi så kan finde ud af at handle på denne viden, er en anden sag. Det er måske heller ikke kun forbrug og energikilder, vi skal gøre noget ved, det er også noget med vores deltagelse i verden, hvordan vi lever sammen med naturen, vores medmennesker, vores ting. Men det er svært at ændre, når vores nuværende adfærd kommer af en lang udvikling, der har givet os helt bestemte vaner og helt bestemte måder at forstå meningen med livet på. På den anden side befinder vi os lige nu på en tærskel, hvor mulighederne for forandring er enorme. Tærsklen til en ny verden. Kanten af det vi kender. På nogle måder på randen af sammenbrud, og når noget bryder sammen, kan noget nyt vokse frem. Der er mange metoder til at træde ind over tærsklen og møde fremtiden; mange måder hvorpå vi kan (ud)danne os selv på ny. Der er millioner af handlinger i gang, som alle vil gøre menneskets eksistens på jorden mere bæredygtig. Men sat lidt på spidsen kommer alle disse handlinger ikke til at skabe dyb forandring, hvis ikke der også sker ændringer i vores grundlæggende forståelse af verden og vores roller i den. Noget af det mest fundamentale for vores menneskelige 'væren-i-verden', som filosoffen Heidegger kalder det, er vores forståelse af tid. Vores egen fødsel og død indrammer livet, der bevæger sig fremad. Vores forestillinger om livet efter døden indvirker på vores valg i dette liv. Jordens rotation om sin egen akse og om solen skaber dage, år og årstider. Kunstigt lys og industrielle arbejdstider skaber rytmer der ikke er af det jordslige. Online møder fletter de geografiske tider sammen, ophæver dem i nye rum. Sygdom og sorg trækker tiden tæt sammen om os, gør det vanskeligt at producere som vi plejer. Minutter og sekunder er milliarder værd på aktiemarkederne. Fortidens valg, krige, overbevisninger ligger i lag under os og er en del af vores verdensforståelse i dag. Hvordan vi lever i og med disse tidslige strukturer, definerer vores samfund, vores arbejdsliv, vores livskvalitet, vores naturforståelse, vores relationer. Og vores fremtid. Tiden er både noget der bare er, som vi må overgive os til, og noget vi skaber, for at orientere os i livet og verden. Det er i hvert tilfælde ikke nogen hemmelighed at vi de sidste par hundrede år har gjort mere og mere for at styre tiden, bringe den under vores kontrol så vi ikke bare er prisgivet livets uforudsigelighed og naturens gang. Tiden kan brydes op og stykkes ud, oversættes til penge, optimeres så vi får mest muligt ud af livet, koordineres så vi undgår at vente, planlægges så vi når vores mål. Den, der styrer tiden, styrer verden, sådan kan det i hvert tilfælde føles for os – både når vi selv styrer og når andre styrer vores tid. Kontrollen med tiden skaber handlerum for mennesket. Men samtidig skaber den sit eget spind: jo mere vi prøver at styre tiden, desto mindre manøvreplads har vi selv i den. Det kan blive ganske klaustrofobisk at leve i denne verden af maksimal udnyttelse af dagen i ugen og minutterne i dagen – ikke mindst fordi tiden netop samtidig bare er. Den er eksistentiel og kan ikke styres. Vores sorg, glæde, oplevelser af mening og samhørighed kan ikke styres, planlægges eller optimeres. Ser vi lidt ud over vores egne, menneskelige liv, dukker der en masse anden slags tid op, som yderligere kilder ved vores menneskelige tidserfaring, uanset om den handler om væren eller styring. For eksempel meget lange tidshorisonter, når vi ser på jordens geologi og økosystemer. Eller vibrerende og sammenvævede organismer, der konstant reagerer med hinanden, som træerne og deres rødder og svampesporer, eller som kompost og forrådnelse. Lysår, lysets tid. Bakteriernes tid og samarbejde, når de rydder op og bryder ned i dyr og menneskers kroppe, på bunden af havet, overalt. Og alle cyklusserne; livets evne til at vide hvad det skal hvornår, år efter år. Livet er fuld af tid, tider og tidsligheder, som åbner, lukker, genåbner verden. Som mennesker er vi del af, og en gang imellem medskabere, af tiderne, og hvis vi bliver klogere på vores egne forbindelser til tiden, bliver vi klogere på livet og vores roller i det. Denne bog er en rejse ind i tiden.