• Christina Berg Johansen

Hjemmets bevægelse

Hvilke væsener er en del af hjem, og hvordan kan vi samarbejde med dem? Det var et af de spørgsmål vi gav til hinanden i en dialog om hjemmet i klimakrisens tid, på #Klimafolkemødet i starten af september. Sammen med Madeleine Kate McGowan og Laura Benedicte fra innovationsbureauet NXT rammesatte vi en serie dialoger, der åbnede nye veje og sprog for at være menneske klimakrisens tid, i det vi troede vi kendte: Vores hjem, vores jord, vores rejser. Dialogerne var vidunderlige, og NXT har skrevet en smuk lille essay om hver af dem; At rejse er ikke en ferie // Hvilke symfonier består dit hjem af? // Jorden lagrer vores historier.



Dialogen om hjem havde Madeleine Kate og jeg givet til os selv: det ville vi så gerne undersøge sammen. Samtalen flød ind og ud af verdener og fortællinger. Madeleine Kate fortalte om jorden som vores hjem, om dens millioner af lyde og de forstummelser, der sker nu, lige nu mens klimaet bliver uroligt og økosystemerne slår revner. Lyt til hjemmet. Vi talte om alle de mange væsener der udgør et hvert hjem, som er forbundet til alle mulige andre hjem. Om hvordan vi kan have mange hjem, høre hjemme på forskellige måder forskellige steder.


På vej ind i hjemmets verdener på Klimafolkemødet
 

Her nogle uger senere rumsterer hjemmet stadig i mig. Dets transformationer, dets forbindelser til tid. Hjemmet er noget af det mest fundamentale for os mennesker. Siden de tidlige landbrugssamfund har de fleste af os boet på et fast sted. Der er undtagelser; nomader, og sæsonbestemte bosteder. For os i vesten er det mest normalt at have et fast hjem, men klimaforandringerne kommer til at forandre hvor og hvordan vi kan have et hjem. Vore hjem; husene, jorden, landet, kloden der huser os, bliver mere ustabile på grund af hyppigere stormfloder eller brande, eller tørke. Tørken har været ekstrem i Europa i år, afgrøderne lider, Spaniens vandreservoirer er i nogle regioner kun 30% af normalen (10-årig gn.snit), i 100 franske kommuner måtte i man sommer levere drikkevand med lastbiler, på Rhinen skulle fragtskibene reducere deres last til et minimum, fordi vandstanden er så lav at de støder på grund hvis de er for tunge. Og så videre. Hvordan kan man føle sig hjemme når omgivelserne kan destabilisere sig så hurtigt?


Hvad sker der for dem, der har måttet genopbygge deres hjem helt efter en naturkatastrofe? Jeg læste engang en beretning fra en overlevende efter jordskælvet og tsunamien i Tohoku regionen i Japan (2011), om hvordan det var at miste sit hjem. Tohoku katastrofen var ikke en egentlig klimaforandringskatastrofe, men mandens oplevelse af hvad en katastrofe af den skala gjorde ved hans forståelse af verdens stabilitet, synes jeg er slående. Han sagde blandt andet: “This made me realize that we cannot trust in assumptions, no matter where on this Earth we are. Situations beyond our imagination can suddenly become our reality. Disasters change the everyday into the unexpected in an instant.”


Tohoku regionen efter katastrofen, 2011. Foto: Matt Dunham—AP/Shutterstock.com

Vi kan ikke tage vores verden for givet. Og i takt med at klimaet ændrer sig til flere ekstremer, udsving, heftigere cykloner, længere tørkeperioder osv., opstår flere af disse gennemgribende forandringer af vores verden. Changing everyday into the unexpected.

 

Hvordan kan man føle sig hjemme når man lever i fremtidens gigantiske diaspora fra Nigeria, Sudan, Venezuela, Florida, Brasilien, Indien, Bangladesh, Thailand, Australien, hvor varme-fugt balancen (wet-bulb temperature) bliver så ekstrem at der bliver ’unsuitable for human habitation’, hvilket er et ganske sandsynligt scenarie om 50 år. Jeg læser Kim Stanley Robinsons Ministry for the Future, hvor scenariet er fremskrevet lidt; allerede i 2025 kommer en nådesløs hedebølge i Indien, der dræber over 20 millioner mennesker. Læser om hvordan det mon føles når man er ved at blive kogt. Dem der kan flygte, vil flygte, og hvordan vil vi, der stadig har hjem, så tage imod dem? Hvordan kan vi byde jordens flygtede gæster velkomne i de hjem, der stadig er stabile?


I det hele taget vil mange liv på jorden måske igen blive mere nomadiske. På godt og ondt. Jeg tror at det nomadiske skaber en anden tidsoplevelse, hvor vores det nytteoptimerende, lineære perspektiv træder i baggrunden, og tiden føles enten mere cyklisk, måske endda mere i flow, eller bliver til en bizar oplevelse af ’permanent midlertidighed’. Verdens flygtninge bærer utallige tider og steder med sig, de lever i ’constellations of home’. Det kan noget. Og er samtidig brutalt. I vores dialog på Klimafolkemødet fortalte Madeleine Kate om nogle af hendes mange samtaler med flygtninge i verden. Med sit fortløbende og vildt rørende dokumentarprojekt Other Story har hun rejst i hele verden og talt med flygtninge og mennesker der kæmper for deres sted – ”Personal stories in a changing world, told by the people who are living the change”. Når hun har spurgt dem om hvad det er de søger, er svaret næsten altid ”the good life”. Så hvad er dét, spurgte Madeleine Kate på Klimafolkemødet, og hvordan skaber vi nye fortællinger om the good life?


Kunstneren Mary Mattingly arbejder med nye boformer i katastrofernes tid. Flock (2012).
 

Hvad er hjemmets potentielle roller i the good life – kan vi finde og skabe hjem der er forbundne til verden, der giver noget tilbage, der responderer på de store økologiske, klimatiske og sociale forandringer der vokser op omkring os? Her kunne vi, kunne jeg, nok lære en hel del af verdens flygtninge, der overkommer vanskeligheder og skaber liv i modstand og midlertidighed. Der kommer i hvert tilfælde til at være flere hjem, der bliver udsatte, flere mennesker overalt i verden, der skal finde nye måder at have hjem på. I nye fællesskaber, som ikke behøver at være ’stakkels’, fordi de ikke har en villa med græsplæne. Økofællesskaber og moderne landevejsriddere, for eksempel. Jeg kunne virkelig godt lide den erindring Madeleine Kate delte med mig om landevejsridderne; om hvordan hun så dem i sin barndom og at de var cool, selvom de var ’hjemløse’ var de ikke nogen stakler, for de havde valgt det liv. Jeg husker dem også. De havde deres egnen mystiske kultur med rævehaler og ølkapsler på deres slidte uniformsjakker, barnevogne og særlige riddertræf.


Men der er også at udvide vores forståelse af de hjem, de fleste af os faktisk bor i. Vores hjem er helt fra fødslen forankret i noget andet og mere end sig selv. De er bygget af andre livs arbejde – tømmeret kommer fra skove og økosystemer vi ikke kender, fra tider vi ikke ved om, jernet er udvundet et sted og andre mennesker har smeltet det og lavet det til armering. Beton, mursten, glas, de fossile brændstoffer der indgår i processen; alting er lavet af andre liv og steder og tider, og danner nu den fysiske ramme der er vores hjem.



Vores hjem er også steder hvor der bor mange flere end os selv. Vi er nødt til at undersøge og lære hvem der bor i og omkring vores hjem, især af ikke-menneskelige væsener. Som Madeleine Kate sagde; vi må forstå at ”dette er hjem for mange, ikke bare for mig. Det er flerartede fællesskaber, og så bliver hjemmet pludseligt til et netværk. Hus, muldvarpeskud, blade, …, så bliver det til et hækleri af forskellige snore, og det giver os en helt anden måde at forstå vores verden på. Hvis vi laver en masse forskellige centre, så bliver det forskudt, det dér centrum.” Det giver os en ny måde at orientere os på. Et netværk af forskellige liv; fra muldvarper til regnorme og myg og bakterier og fugle og pindsvin, myrer og mineraler, træer, flagermus, fluer, svampe. Som mennesker har vi sådan set koloniseret hvert vores sted, det vi kalder hjem ligger ovenpå og midt i alle mulige andres hjem. Vi kan selvfølgelig ikke bare demontere vores huse og blive til natur, men vi kan forpligte os på disse fællesskaber, og gøre vores bedste for at de trives. Vi er nødt til at vende vores magt over steder på hovedet, og blive beskyttere, kustoder, stedets vogtere, der lytter på alt liv, forstår hvordan det hænger sammen med os og vi med det, og skaber de bedste betingelser for alle væsener. Menneskelige og ikke-menneskelige. The good life.