• Christina Berg Johansen

Oprydningens tid

Det er stille. Frosten er gået godt og dybt i den danske jord, naturen luger ud i sine organismer, så livet kan komme tilbage kraftfuldt sammen med forårets sol. Resten af min verden er fastfrosset af epidemien, gemmer sig som græsset under sneen. Venter. Gør sig klar.


Jeg er på vej fra et liv til et andet, jeg har lagt mit faste job i den akademiske verden bag mig, ikke for at søge et nyt men for at få noget andet til at vokse frem. At gøde de gode erfaringer, have tid til at gå ad kringlede og sjove forskningsstier, række mine grene ud og mærke vinden i dem, sno mig sammen med andre vækster og vandrere. Lade hele den akademiske ånd vokse frem i, eller skabe, andre landskaber.


Mit forhold til den akademiske verden er følelsesfuldt. Ambivalent. Jeg elsker den dybe nysgerrighed og forskningens stringens, elsker læringens gnister i mine studerende, de gode kollegiale udvekslinger og skabelser der er drevet af interesse, kreativitet, ydmyghed. Elsker ikke tidsskriftsdiktaturet og den ensidige formidlingsform til ligesindede. Elsker ikke organisationernes stigende afhængighed af styring, mål, evalueringer og den manglende investering i kernen: videnskaben, dannelsen. Elsker ikke konkurrencen. Ikke karaktersystemet. Ikke individualismen.


Nu lægger jeg det bag mig. Det er langsomt ved at løsne sig fra min nutid, jeg mærker det slippe og mærker mig selv slippe ind i passagen til et andet landskab. Passagen: i sig selv en verden der vokser omkring en, jeg kan blive i tvivl om dens linearitet, jeg ved ikke altid om jeg bevæger mig fremad i den eller om jeg svæver i dens rum. Det er en del af hele formålet med passagen, selvfølgelig: et liminalt rum, et sted hvor ens virkelighed kan ophæves for at forandres. Det er ikke en lille gangtunnel med dagslyset i den anden ende. Man skal være i passagen indtil man ikke helt ved hvornår man egentlig gik ind i den. …


Den tyske filosof Walter Benjamin (1892-1940) efterlod sig et helt værk om passagen, Passageværket, i en samling konvolutter. Jeg har aldrig læst det, jeg sværmer bare om det. Det er en samling af refleksioner og kritik af det moderne forbrugersamfund, der ser tilbage på det 19. århundredes Paris og tyder dets drømme om livet og fremtiden ved hjælp af en masse citater og værker af filosoffer, kunstnere, digtere. Det handler om at se på verden som lag, som forestillinger hvor det nye altid er gennemtrængt af det gamle. Det kan jeg godt lide. Passagen er ikke bare et transportstykke, men et sted hvor tiden smelter sammen. Benjamin brugte også begrebet ”Erlösung” (redemption/forløsning) om fortidens rolle:

”The past carries a secret index with it, by which it is referred to its redemption. Are we not touched by the same breath of air which was among that which came before? is there not an echo of those who have been silenced in the voices to which we lend our ears today?” (Benjamin, 1940: ’On the Concept of History’)


Han skriver smukt, Benjamin, antydende, poetisk, ruskende, hjælper mig med at forstå. Fortiden slipper, ja, jeg mærker den løsne sig mens jeg bevæger mig (fremad? rundt?) i denne passage. Men samtidig er den med mig. Forløses. Jeg kan se den på ny, alle mulige dele og partikler af den stiger op gennem mig og ud i rummet omkring mig. Jeg kan gå rundt i alle disse tidslige lag og se mig omkring. Det er det jeg gør nu. Timingen er perfekt, her i vores fælles venten på vacciner, forår, åbning. Jeg rydder op herinde, har tid til at indsamle løst materiale og flette det eller lægge det hen på en pæn hylde. Under sneen er græsset i gang.

32 views

Recent Posts

See All