• Christina Berg Johansen

Tilbage til hastigheden

Updated: May 20


Accelerationens diktater bliver gennemgående overset og ikke opfattet som socialt konstruerede: de bliver ikke formuleret som normative fordringer, de figurerer ikke i politiske debatter. Tiden bliver stadig erfaret som en rå, naturlig dimension, der bare er der, og folk er tilbøjelige til at bebrejde sig selv for at have dårligt styr på deres tid, når den begynder at løbe ud for dem.

Hartmut Rosa, 2014


You can check out any time you want, but you can never leave.

Hotel California, Eagles, 1976

Jeg er ved at blive suget ind i tempoet igen og den moderne basisfølelse af at være bagud er så småt i gang med at blive pulseret ud til selv de fjerneste af mine blodkar. Fordybelsen viger igen for opgaver fra højre og venstre, og dette bloggeri trækker vejret tungt og krævende. Tid, ambition og opgaver finder hinanden i mine tanker og jeg sætter dem sammen i et lineært forløb, lineært gudhjælpemig, som om jeg ingenting har lært af alt hvad jeg har læst og tænkt og mærket de sidste 10 år.

Uden jeg har bemærket det har målstyringen fundet vej ind i mig igen, denne slidsomme livsform. For-at. Projekteringens logik; den moderne måde at handle på.


Filosoffen og pragmatisten Alfred Schutz præsenterede i 1930’erne ’for-at’ som et handlebegreb. Når vi mennesker forholder os til noget vi gerne vil fremtiden, forestiller vi os hvordan det vil føles og se ud. Vi planlægger vores handlinger i forhold til denne forestillede fremtid; denne projektion. Motivet for denne måde at handle i verden på er altså ’for-at’ nå denne projektion. For-at kan være fuld af liv, handlekraft, kreativitet, lyst, men i vores såkaldt senmoderne samfund har for-at også fået en negativ kraft.


Det er jo ikke selve ideen om at have et mål, der er problematisk. Det er at målsætning er blevet så uundgåelig en praksis i vore liv; det er nærmest umoralsk at leve uden mål, og det er selvfølgelig helt umuligt at arbejde uden dem. Der er masser af dem og der kommer hele tiden nye. Det helt problematiske er ideen om at målene skal opnås indenfor et bestemt stykke tid. Derfor skal vi vurdere vores mål og dertilhørende tidsforbrug på forhånd, og forsøge at ramme rigtigt i hvordan vi afsætter ’ressourcer’ (tid, kræfter, penge) til at nå målet indenfor tidsrammen. Det gennemsyrer vores samfundsforståelse og etik i dag, vores grundlogik er baseret på denne tilgang til livets udfoldelse: der skal være formål, og vi skal planlægge den mest effektive vej frem mod de formål. For-at skal være ’rationel’.

Koblingen af målstyring og tid er blevet forfinet gennem mange hundrede år. I løbet af 1500-tallet begyndte fx kirkeklokkerne i engelske sogn at ringe på faste klokkeslæt, og selvom det langtfra var alle bønderne og håndværkerne rundt omkring der kunne høre klokkerne, eller forholdt sig til dem, begyndte ordningen af dagen efter klokkeslæt så småt på dette tidspunkt. I løbet af 1700-tallet blev bøndernes arbejde i stigende grad målt i dage fremfor i opgaver der skulle udføres, og det samme ser man med håndværkerne, der før var blevet betalt per opgave (et stykke smedearbejde, en husmur) men efterhånden blev betalt efter den tid der aftaltes at de brugte på opgaven. I løbet af første halvdel af 1800-tallet spredte klokketiden sig for alvor med ure i næsten alle hjem, og den engelske overklasse gik helt bananas i sjove ting man kunne bruge klokketiden til: der blev sat faste tider af til måltider, påklædning, te-drikning og besøg, som blev delt op i officielle, semi-officielle og venskabelige, alle med hver deres tidsrum. Små klokker bimlede i de borgerlige hjem og overholdelsen af tidsregimerne viste moralsk overlegenhed. For bøndernes vedkommende, og for den voksende klasse af arbejdere, var det ikke helt så morsomt. Her blev ens tid bare noget der var ejet af andre, og den ’frie’ tid der eksisterede udenfor arbejdsforholdet, blev mindre og mindre; helligdage og højtider blev inddraget eller lagt sammen, ligesom den danske Store Bededag, der med et snuptag fik lagt en masse ukurant hel- og halvdagsfri sammen til én årlig bededag. Efterhånden som industrialiseringen tog fart i løbet af 1800-tallet, blev udnyttelsen af klokketiden en helt grundlæggende måde at skabe ’fremskridt’ på, og da vi når ind i det 20. århundrede, begynder fabriksejere at arbejde systematisk med hvordan man optimalt udnytter arbejdskraftens tid. Hvor langt til kanten kan en arbejder gå uden at slide sig selv op for hurtigt? En af historiens første management-konsulenter, Frederick Taylor, måler fx i 1910’ernes USA kulskovlernes effektivitet (der skulle smides kul ind i alle tidens store maskiner) med stopur og finder frem til en lang række standarder for kombinationen af mandskraft, kulmængde og skovltype. Et andet spørgsmål bliver hvor mange timer om dagen man kan holde til at være på arbejde? Arbejderne i Europa og deres fagforeninger kæmper sig ned til 12 timer, så 10 timer, lørdagsfri, og efterhånden lander man på en nogenlunde generel norm på de 8 timer vi kender i dag.

Så her står vi, med vores fabriksorganisering: en 40 timers arbejdsuge. Jeg er ikke sikker på at lige dén måde at organisere tid/arbejde på er den mest rigtige – den er i hvert tilfælde ikke det nærmest naturgivne fænomen som politikere, arbejdsgivere og -tagere ofte gør den til i den offentlige debat. Den er et levn. Vi har selvfølgelig brug for at have en eller anden aftale om arbejdstid – vi kommer ikke væk fra klokketiden og tilbage til opgavebetaling uden fokus på tid lige foreløbig. Vi har brug for klokketiden for at kunne planlægge og producere i vores moderne organisationer, som er store, komplekse og ovenikøbet forbundne med hinanden i globale netværk. Men den gamle fabriksstandard hjælper os ikke længere. For nogen gør den det meget svært at få lov til at arbejde på deltid og skrue sit liv sammen på andre måder. For mange hænger den ikke rigtig sammen med virkeligheden. 40 timers arbejde er ikke længere nok. Vi lever i en tidsalder hvor alle er i konkurrence: virksomheder, universiteter, kommuner, medier, børn, skoler, kunstnere – vi er alle sammen underlagt en performance-logik der handler om at være bedst. Bedre end andre, i hvert tilfælde. Benchmarks. Likes. Search Engine Optimization. Karakterer. Omtale. Bundlinie. BNP. Når konkurrencen er den drivende kraft i samfundet, og alle kæmper om at være bedre end andre, bliver alle hele tiden bedre og så skal der mere til, og så kører hjulet. Performance-logikken er umættelig – den kan ikke stoppe sig selv.

På den måde accelerer det senmoderne menneskes livstempo, siger den tyske sociolog Hartmut Rosa. Vi skal arbejde, tænke, handle hurtigere og hurtigere for bare at følge med, og det gør noget ved os. Det fremmedgør os for både os selv og andre. Og måden man kan blive bedre på, og holde sig i konkurrencen på, er ved at øge sin performance. Performance kan beregnes som ’indsats pr. tidsenhed’ og der er to måder man kan øge den på, siger Rosa: a) sætte tempoet i vejret eller b) investere mere tid og energi. Altså a) effektivisere indenfor tidsenheden, eller b) udvide tidsenhederne. Effektiviseringen er groft sagt at arbejde hurtigere og smartere og ikke ’spilde’ tiden på ting der ikke fører frem mod mål og delmål. Det er her hvor pausen kun har sin ret hvis vi ved at den får de ansatte til at være mere produktive bagefter. Her hvor jeg har det skidt med at bruge tid på at læse den faglitteratur jeg egentlig bør læse, men som jeg ikke altid præcist ved hvad fører til og som derfor ikke kan værdiansættes. Det er her der måles på hvor hurtigt kullet kan skovles, containerskibet kan lastes, undervisningen kan forberedes, sømmene kan slås i, bleerne kan skiftes, forandringsprocessen kan implementeres. Eller også måles der ikke, der sættes bare en ny standard og så må de der skal udføre den, jo se at få optimeret deres tid.


Det bringer os videre til den anden måde at øge performance på, for hvis ikke man kan øge indenfor den givne tidsenhed, må man udvide tiden. Derfor arbejder vi jo ikke 40 timer, vel? Vi udvider. Inden for min egen verden, forskningen, har jeg for længst indset at jeg aldrig bliver en del af eliten, eller noget der ligner. Det er nemlig helt almindeligt at en ’rigtig’ forsker med dertilhørende karriere må op på 60-80 timer om ugen for at nå det hele. Det er også helt almindeligt at der kommer flere opgaver til, og at kravene til løsningerne øges. Problemet er også, at når der investeres mere tid og energi i arbejdet, må denne jo tages fra noget andet. Hvad? Hvad tager vi vores tid fra? Hvilke andre stykker tid forsvinder, og hvad bliver fattigere?


Hvis jeg ikke vil udvide og arbejde 60 timer om ugen, og ikke kan effektivisere min tid, må jeg derfor begynde at sige nej. Skære ting fra. Bloggen må vente, artiklen får 3 timers skrivning i stedet for 3 dage. Jeg kan ikke bidrage til dét og dét udviklingsprojekt på min arbejdsplads. Et samarbejde med en kollega om noget spændende undervisning må vente. Jeg må tænke smart og være på forkant med min kalender. Hvad er vigtigst? Hvad er formålet med denne opgave, eller dette projekt? For-at, projekteringens logik, i strømlinet samarbejde med det rationelle handlegreb. … Min indre fabriksejer lægger strategier for min produktion og jeg forsøger at følge med så godt jeg kan.


Note: Den lange gennemgang af klokketidens stigende dominans tager udgangspunkt i Nigel Thrift’s fabelagtige kapitel ”The making of a capitalist time consciousness”, som findes i bogen The Sociology of Time (1990), redigeret af John Hassard. En anden spændende tekst om hvordan denne tidslighed (også kaldet chronos) opstår er Webers klassiker ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd” (1905).

301 views