I månederne før Corona rumsterede et ord i mig: grænseløshed. Det grænseløse liv. Den konstante, overvældende strøm af opgaver, kommunikation, møder, den overophedede bevidsthed der ligesom hele tiden var fuld af tråde ud i små og store verdener, hundredevis af relationer, målsætninger, begivenheder, forpligtelser, drømme, projekter, samtaler. Et glødende nervenet af bevidsthed og handlinger, på sin vis smukt, men også voldsomt og viklende sig rundt om og i mig. Jeg kunne træde ud af det for en tid, med en roman, en samtale med kæresten, en ferie, løbeture, meditation, madlavning og alt det andet fine og nære. Aftenerne og weekenderne har generelt været fredede for mig; der hvor jeg trådte ud af grænseløsheden. Nogle gange rumlede den alligevel i baggrunden. Hver dag vikledes jeg ind i den, hver dag forsøgte jeg at vikle mig ud igen. Pille glødetrådene ud af hjernen, livet.
Grænseløsheden: oplevelsen af at der altid kan klemmes mere ind. Udover de faste opgaver på arbejdet er der også et projekt eller to eller ti, og nye gode ideer til hvordan vi kan udvikle noget, og en evaluering man havde glemt, og mails og mødeinvitationer, åh grænseløse indbakke, og andres og egne ambitioner om hvad man alt kunne skabe for og med ens kolleger, eller studerende, eller kunder, eller brugere. Der kommer gerne lidt mere hele tiden. Mere ansvar. Flere muligheder. Flere input. Mere som skal ind i tiden. Det accelererer. Jeg må styre mig, tænker jeg, må styre min egen indre acceleration. Men jeg er sammensmeltet med verden, og den styrer sig ikke. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har gjort det til sit livsprojekt at beskrive hvordan tiden presses sammen om det moderne menneske: social acceleration og dertilhørende fremmedgørelse. Teknologisk, socialt, generationelt, eksistentielt: livet går hurtigere. Vi når mere. Vi skal nå mere. Vi vil nå mere. Vi overopheder, som den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen kalder det. I alt, lige fra de effektive globale leverandørkæder til de enkelte arbejdspladser og individuelle hjerter. Vi effektiviserer, ja – på den korte bane, med katastrofale miljømæssige og menneskelige konsekvenser på den lange bane (eller måske bare den ignorerede bane). Og vi ved ikke hvordan vi kan sætte grænser for det, hverken som nationer eller organisationer der skal følge med i den globale konkurrence, eller som enkeltpersoner der skal følge med i samfundet.
Men nu er der så sat grænser. Om vore hjem, om vore lande, om vore handlinger. Aktiviteterne er væk; hverken FOMO eller JOMO, bare Nothing-to-MO. Ingen events, ingen konferencer, ikke noget byliv med mad og drikke og køb af ting. Ingen besøg, ingen pendlerrejser, ingen påsketure. Godt nok en del mere digital kommunikation og mødeaktivitet, men alligevel. Ikke som før.
Nu står det hele og sitrer. Afventende. For samtidig med grænserne der pludselig lukkede sig om os, er der noget andet der er åbnet. Tiden. Jeg ved ikke hvornår og hvordan krisen slutter, udvikler sig, ændrer mig og os. Planlægningen er taget fra mig. Målsætninger smuldrer, og effektiviseringen af tiden for at nå fra A til B, kan ikke rigtig lade sig gøre. B er blevet flygtig, og i stedet for at vores handlinger fører frem mod resultater der igen fører frem mod ’forbedring’ og ’vækst’ (ofte med økonomisk vækst som slutpunkt, suk), så føles handlingerne åbne, retningsløse. Det er skrøbeligt. Og det gør mig sært lykkelig.
I et af sine talløse opgør med moderne instrumentel tid, skriver den engelske sociolog, tidsforsker og miljøforkæmper Barbara Adam, at ’vækst’ kan forstås helt anderledes end som konstant fremdrift: Vækst er også regenerering eller gendannelse. ”Growth […] as a regenerative feature of life is inextricably tied to the basic material conditions of earthly existence, to sun, air, water and soil.” (Adam, 1998:76). Det ved vi jo egentlig godt. Den organiske vækst, regenererende, skabende uden endemål. Og hvis vi lige går lidt dybere i den form for vækst, så er den ikke bare med til at opretholde livet i et status quo – den udvikler det hele tiden, frit: ”The re/generation of the bases of life and the life forms they support is never just a reproduction of what was before, but entails fundamental renewal, genuine creativity” (Adam, 1998:77). Ja. Livets materiale fornyer sig, kreativt og uforudsigeligt. Jeg føler mig befriet i denne tid, fordi mine handlinger ikke er helt så knyttede til såkaldte ’deliverables’. Færre tidsbundne forestillinger om hvad handlingerne skal føre til, og i stedet bare handlinger der sådan…opstår, forsvinder, snuser sig vej, … og ”Berører, berøres. Indfanger løst materiale.” (Inger Christensen, Det, 1969). En anden form for vækst.
Måske er det dét der sker med mig nu, og måske med os som samfund: fremdriften er lukket ved grænsen, og vi kan regenerere.