• Christina Berg Johansen

Intet er uskyldigt

Fortiden presser sig på for tiden. USA’s tilsyneladende opløsning i racisme, demonstrationer, vold, coronadød, magtmisbrug, ulighed, manglende sundhedssystem og you name it, giver anledning til at tænke over hvordan søren man er havnet der. Den strukturelle racisme er ikke kommet flyvende ud af ingenting og har lagt sig i samfundet. Det strukturelle; det at hele måden vores samfund er bygget op på og styres ved hjælp af normer, regler og bestemte værdier, er bygget af mennesker og deres handlinger over lang tid. Ligesom man heller ikke bare kan begrave personlige traumer og få dem til at gå væk ved ikke at snakke om dem, bliver det klart, blandt andet gennem solide opgør som Black Lives Matter, at 16-til-1800-tallets slavehandel stadig er den blodige, voldelige, ondskabsfulde præmis for afro-amerikanernes eksistens i USA. Samtalerne om den mørke fortid begynder at blive legitime nu, som fx når privilegerede i den hvide elite taler om hvordan deres familier har tjent sine formuer på bomuld og tobak, høstet af deres helt egne slaver. Slaveriet er ikke en død fortid, men en del af strukturen for hvordan det hvide vestlige fremskridt har kunnet lade sig gøre gennem de sidste 4-5 århundreder. Og selvom slaveriet blev afskaffet i USA i 1865, borgerrettighedsbevægelsen vandt i 1960’erne og black power blev funky i 1970’erne, har ghettoerne, ’war on drugs’, det umættelige amerikanske fængselssystem, de dårlige vilkår for lavtlønnede og så meget mere, ikke ligefrem hjulpet sorte ind i samfundets (hvide) fællesskab.


Det er ikke specielt mærkeligt at USA’s sorte befolkning (og en masse hvide og brune i hele verden som støtter dem) reagerer på århundreders undertrykkelse, mord og ringeagt, med demonstrationer, vold og vrede. Det er ikke heller mærkeligt at der er en såkaldt ’strukturel magt’ som holder bestemte befolkningsgrupper nede. Det mærkelige og spændende er hvordan amerikanerne, og sådan set alle vi i den vestlige verden der orienterer os i kapitalistiske værdier, har kunnet se bort fra det, har kunnet bygge samfund ud fra præmissen om at med økonomisk vækst bliver det hele automatisk altid bedre, for alle. Sådan har vi været vant, i vores stigende levestandard, forbrug og behagelighed siden 1950’erne. Og i udviklingen af mere retfærdige strukturer, bedre adgang til uddannelse, bedre arbejdsvilkår og bedre økonomi, med hvilken vi kunne investere i vore drømme og personlige fremtider. Når det generelt går godt, er der ikke nogen grund til at bruge for mange kræfter på det der ikke gør. Men nu begynder det så at falde fra hinanden, og fortidens valg viser sig at være alt andet end uskyldige. Uligheden i samfundet breder sig i alle lande. Vores økosystemer er under hårdt pres. Amerikanere frygter for første gang siden Anden Verdenskrig at deres børn kommer til at leve dårligere liv end dem selv, og over hele verden ængstes vi over hvad vores børn og børnebørn skal stå igennem af naturkatastrofer og destruktive samfundsforandringer. Det er allerede ved at være helt kedeligt at skrive om, vi er så vant til det.

Det gik ikke kun godt i den vestlige verden 1945-2010’erne fordi den moderne velfærd var bygget på sunde, humanistiske værdier og institutioner, men fordi vi var knalddygtige til at udnytte andre ressourcer i en fart. Udviklingen af en strukturel magt over for de som kunne levere råmaterialet til vores vækst, har været helt afgørende for mit eget trygge liv. Råmaterialet: slaverne, naturen og dens ’ressourcer’, fattige fabriksarbejdere i Asien, mexicanske/rumænske/afrikanske daglejere i landbruget, dyrene, underklassen, serviceindustrien, prekariatet.

Vi har opbygget teorier og praksisser hvor prisen for al behageligheden forskydes. Som i vores aktuelle markedsøkonomiske tænkning, hvor omkostninger der ligger udenfor virksomhedens eget budget, forstås som ’eksternaliteter’: Den omkostning eller fordel som produktionen af et givent produkt/service lægger over på en tredjepart, der ikke har noget med produktionen at gøre. Ofte er tredjeparten ’samfundet’, der fx skal håndtere omkostningen af virksomhedernes CO2 udledninger, eller af mineselskabets udledning af farlige kemiske reststoffer, eller af de sociale konsekvenser af dårlige lønninger. Og ofte kommer prisen først senere og på måder der ikke kan forbindes simpelt til en enkelt skyldig organisation.


Prisen for USA’s enorme økonomiske succes (frem til finanskrisen, kan man måske sige) har blandt andet været de sortes liv. Nå ja, og indianerne der blev udryddet med europæernes ankomst. Og prisen har været træernes, der blev fældet fra øst til vest fra 1600-tallet og nogle århundreder frem, indtil der næsten ikke var flere tilbage. Og planternes, grundvandets, jordens og dyrenes. Men på en eller anden måde er det lykkedes os i århundreder at eksternalisere den pris, og ikke rigtigt tænke over betalerne.


Nu begynder det så at vise sig at eksternalisering af omkostninger er hvad det lyder som; et økonomisk begreb der tryller konsekvenser væk. Konsekvenserne er kommet. Behandlingen af andre mennesker, og af andet liv end det menneskelige, som ressourcer for de dominerendes behov, skaber ikke en rar planet at være på.


Det begynder også at gå op for mange af os, at vi selv er fedtet grundigt ind i strukturelle uligheder. Mit privilegerede liv kan lade sig gøre, fordi der er en masse regninger nogen andre betaler, og har betalt, for mig. Naturen og lokalbefolkningerne ved de tusindvis af miner, der giver mig metaller til mine devices og vores el-bil. De kinesiske fabriksarbejdere i Spanien og Italien der laver mit tøj til en meget lav løn (’made in the EU’ kan man så betrygge sig med som køber) og lagerarbejderne hos Amazon og lignende, der ikke rigtig kan nå at tisse hvis de skal holde akkorden oppe. De norske får, der ikke kan komme så lang tid på græs/fjeld hvis de skal blive kødfulde nok i en fart, og som derfor står ¾ af året inde og tygger soja. Den vilde natur der er blevet til sojamarker.

Intet er uskyldigt længere. Det er præmissen for os, nu. Og jeg tror ikke at løsningen ligger i enten at modsætte sig skylden ved at benægte at man er involveret (a la klimaet har jo altid ændret sig; hvis ikke de fattige rumænere fik arbejde i vores landbrug ville de slet ikke have arbejde; forbruget holder jo hjulene i gang) eller ved at lade skylden få magten (a la det forestående økologiske sammenbrud betyder at vi alle bør leve i selvforsynende kollektiver; fortidens monumenter skal ødelægges og dens stemmer fjernes fra historiebøgerne; eller bare lammende klimaangst og håbløshed). Der er flere veje ind i medskyldens mangfoldige landskab. For mig, for tiden, er det noget med at tage mine valg alvorligt, forholde mig til min medskyld og undersøge hvor og hvordan jeg kan vælge anderledes, både nu og på sigt. At sætte dyb pris på hvert et materiale der indgår i min hverdag, dets historie(r) og forbindelser. At bruge mine penge og kræfter på det der skaber menneskelig og naturmæssig værdi og forbindelse. At bære skylden når jeg træffer et valg der gør noget andet. For det gør jeg jo ligesom vi alle gør, næsten konstant. Jeg har ikke helt fundet ud af hvad der ligger i det, det med at bære skylden. Lige nu står jeg bare her med den. Undersøger dens tyngde og potentiale. Bevidstgør, skylder, lytter.

0 views