• Christina Berg Johansen

På tærsklen

Updated: Apr 19

Denne ydmyghed som vores krise åbner for. Følelsen af at være del af noget større, af folket, som på én og samme tid bliver mindre og større i svære tider. Et tab af kontrol, hvor alt det ubetydelige bliver glemt og selvet bliver en del af den store historie.


Jeg holder mig fra de fleste nyheder nu. Glemmer regeringens pressemøder. Går i haven. Arbejder, skriver. Drikker Richs Kaffeerstatning. Sådan mentalt. Det er noget jeg leger. At jeg er en del af det som menneskets historie nu engang er fuld af: politiske og religiøse og naturbårne omvæltninger, som folket må gennemleve så godt det nu kan. At der er perioder med afsavn. Og at dette er en sådan periode. Og det er det da også, lidt, men for de fleste i vores del af verden ikke noget der gør rigtig ondt. Ikke krigens gru, vel, ikke fejlslået høst, biernes forsvinden eller børnenes død.


I denne periode lider vi afsavn uden smerte. Det er ikke synd for os. Ikke her. Ikke nu.


Vi har i stedet fået mulighed for at leve, mærke, tænke inde i et eksperiment hvor tid og rum er helt på hovedet. Her vil jeg gerne være lige nu, forvildes ind i eksperimentets fortællinger som i en Murakamisk hotellabyrint eller fårejagt, fortabes i dets forskellige lommer. En af lommerne er fuld af ophidset samfundsdebat og den uudholdelige forkælelse som årtiers individualisering har gjort en norm ud af, hvor ethvert bump på vejen opleves som en personlig krænkelse. Den lomme lukker vi lige, den larmer og hjælper ikke nogen eller noget. Men noget i den lomme handler om uro, og det er straks mere interessant. Uroen ved at vi ikke ved hvad dette her eksperiment er for noget, hvor længe det varer og hvad det gør ved os. Følelsen af at det vil gøre noget; at vi er i en overgangsfase til en anden måde at leve på og være samfund på.



Antropologisk set er overgangsfaser der hvor mennesker skifter identitet; puberteten, ægteskabet, arbejdslivets ophør, tabet af ens mand eller kone. Fordi overgange er så skrøbelige og vanskelige at manøvrere i, har de fleste samfund skabt ritualer rundt om dem: Rites-de-passage (Van Gennep, 1909), som typisk bevæger sig gennem en opbrudsfase (’præ-liminal’), hvor man adskilles fra ens kendte miljø og vaner, så en ’liminal’ fase, hvor alt er åbent og mærkeligt, og til sidst en genindsættelse i samfundet, nu i ens nye identitet og ramme. Thomas Hylland Eriksen skriver at vores nuværende krise kan sammenlignes med den liminale fase, en lidt farlig og uregerlig tid, en pubertet hvor alt kan ske. Liminalt betyder også tærskel; vi er på tærsklen af det som vi var og det som vi bliver. Men hvor overgangsfasen for individer i samfundet traditionelt ledes af et ritual; og der er klare rammer og regler for hvordan man kommer igennem passagen til det nye – ofte styret af en ældre ’master of ceremonies’ – er der på samfundsplan hverken manuskripter eller ritualer til at hjælpe os i overgangsfaser. Først og fremmest fordi overgangsfaser på samfundsplan ikke er noget vi har prøvet før. Lige pludselig står vi i dem, overgangene, større end os selv, større end vores systemer og institutioner og normer. I modsætning til rites-de-passage har vores liminale fase heller ikke nogen klar afslutning. Ingen ved hvor den fører hen, og det er heller ikke klart hvordan vi vender tilbage til samfundet igen. Og om det overhovedet er det samme samfund vi kan vende tilbage til. Der er ingen master of ceremonies som står udenfor denne passage og kan hjælpe os. Ingen der har levet det igennem før og kan fortælle os at på den anden side af dette her urovækkende univers, er der en ny stabilitet som ser ud på en bestemt måde og som vi kan glæde os til.


Så nu står vi her, i en pubertet uden ende, så at sige. Hvordan kan vi så handle i denne tid? Mens jeg har skrevet mig knirkende og knagende frem gennem denne blog dukkede en af mine absolutte a-ha artikler fra dengang jeg skrev PhD, op i min bevidsthed: Emirbayer og Misches mesterlige ’What is agency?’ (1998). En heftig, komprimeret sag der på 62 sider prøver at opsummere hvordan filosofien og sociologien kan forklare hvad menneskelig handling egentlig er, og hvordan vores handling hænger sammen med vores eksisteren i tid; fortid, nutid og fremtid. Ultrakort fortalt er der i al handling en konstant udveksling af vaner (iteration), hvor man trækker på erfaringer og kendte normer; forestillinger (projection), hvor man bruger sin fantasi og kreativitet til at drømme, planlægge, tænke sig verden anderledes, udvikle projekter; og slutteligt praktiske overvejelser (practical-evaluative), hvor man forholder sig til nuets konstante situationer og disses krav, dilemmaer og uklarheder og hele tiden må træffe valg mellem måder at gøre tingene på.



Forestillingsevnen har en vigtig rolle at spille handlekraft i den liminale, åbne, forvirrede fase, som jeg og vi alle befinder os i nu. Vanerne gælder ikke længere, og rent praktisk er vi i limbo. Så nu går vi lige lidt længere ind i forestillingens handlerum. En af metoderne er her at finde nye kombinationer af mening og at foreslå hypotetiske løsninger.


After surveying possible scenarios of action, actors face the task of proposing hypothetical resolutions that will adequately respond to the moral, practical, and emotional concerns arising from lived conflicts. (Emirbayer & Mische, 1998:909)


Kan vi leve på andre måder end vi gjorde før krisen? Hvis vi fx kombinerer nogle af de effekter som nedlukningen af samfundene har, med ellers kendte effekter af vores livsførelse, ser vi nye ting og muligheder. Hvad kan vi lide, og hvad kan vi ikke lide – og hvordan kan vi så begynde at skitsere den vej vores samfund skal fremover? Medierne bugner med nye forestillinger om alt fra et mere langsomt liv der ’giver tiden rumklang’, som forfatteren Suzanne Brøgger så fint skrev i sit gækkebrev til P1 til mere involverende undervisning i skolerne til det allervigtigste: klimaforandringerne og vores dybt nødvendige omstilling af det globale (energi-)forbrug. Den grønne tænketank Concito opfordrer til at skabe en ”grøn genstart” af Danmark, hvor vi skal ud af krisen ved at investere i klimaomstilling – lidt som Roosevelts New Deal i 1930’erne og 40’erne, der er genopstået i progressive amerikaneres kamp for en ’Green New Deal’ og i EU’s ’Green Deal’ forhandlinger. I EU er der her i krisen opstået ’The Green Recovery Alliance’ hvor EU parlamentarikere, virksomhedsledere, miljøministre m.fl. opfordrer til at udforme genopbygningsplanen for EU i tæt kontakt med Green Deal målene for at skabe en helt ny europæisk samfundsmodel. Vi skal i det hele taget investere os ud af krisen og ind i en helt ny måde at tænke energi og forbrug på.



En anden metode i forestillingens handlerum er ’eksperimenterende udlevelse’ (experimental enactment). Det er her vi virkelig leger. Det er her man i puberteten prøver forskellige identiteter, tager roller på sig og føler hvordan de ligesom passer. Det er her vi pludselig i denne krise eksperimenterer med fællessang og -musik både online med DR’s pigekor hver morgen og fra altanerne i Italien og hele verden, så vi kan forbinde os med hinanden på nye måder. Det er her musikere i hele verden giver koncerter uden fysisk publikum, men til gengæld med musikeren i hjemmetøj og ansigtet helt tæt på (som fx James Blakes smukke serie af hjemmekoncerter på Instagram). Det er her Det Kongelige Teater har lavet en gratis ’online-forestilling skabt i karantæne om fem liv i karantæne’, komplet med skuespillere, musikere og balletdansere med webcam i hvert deres hjem. Det er her nye samværsformer dukker op og kulturen forbinder os med hinanden og os selv. Bålaftener med vin og et par gode venner på den anden side af bålet. Gåturene som folk i alle aldre pludselig dyrker helt vildt – skovene i det nordsjællandske vrimler med menneskeliv; vi er ude, aldrig er anemonerne blevet set af så mange…jeg forestiller mig samtalerne, alle de gode samtaler som åbner sig når man går sammen, eller ikke-samtaler, bare nærvær. Vi fik spontant en 4-årig pige og hendes mor med på en lille tur i vores kano i weekenden, mødte dem ved en bro i Furesø (ingen kropskontakt, selvfølgelig). Vi er begyndt at læse bøger nogle aftener i stedet for at se The Crown.

Vi udlever forskellige måder at være på nu, for at skabe mening i det liminale rum. Hvordan kan vi være, sammen med andre og os selv? Tilbage til havearbejdet og Richs Kaffeerstatning; min rolle som folket under 2. Verdenskrig: we shall endure.


Og hvis jeg så åbner den rolle mere op og faktisk går ind i dramaet, hvem vil jeg så være? Ikke kvinden der klarede alle 5 år uden at gøre andet end at passe sit eget og nyde sin kaffeerstatning. Jeg tænker over modstandsfolk og aviser der skrives i det skjulte. Over modstand i det hele taget. Over værdiskabelse. 1940’erne opløser sig i mine tanker og historien vælder ind over mig. Alle krigene, naturødelæggelsen, uligheden og undertrykkelsen. Ville jeg have mod nok til modstand hvis jeg var der? Min pubertetsleg er at være af folket, et folk som er stoisk men modstandsgivende og værdiskabende. Hjemme hos os snakker vi om det nære liv, det nedsatte forbrug og tempo, de lokale rejser, hvilket frivilligt arbejde vi vil melde os ind i på den anden side. Naturaktivisme, reparationscafé, besøgsven. Det er banalt. Og vigtigt. Koblingen af en ny langsomhed og en øget forståelse af at vi må træffe nogle valg. Af at hvert øjeblik er politisk. Langsomhed er politisk, fordi det giver plads til at gøre ting anderledes og ofte mere ordentligt. Nærvær er politisk fordi det tager tid og ikke har en bundlinie. Hvordan jeg vælger at bruge min tid, er mit største magtinstrument. Det instrument er værd at øve sig på, her i mellemtiden.



Photo: Eduardo Abrantes, still fra vores lecture-performance "Dust: encountering the hyperobject", 2017, InterArtsCenter Malmö.

95 views