• Christina Berg Johansen

Risikosamfundet vi bor i

”Oprop!”, stod der på en løbeseddel jeg fik udleveret af en mand oppe ved mine lokale pakke-kiosk. ”Den nye epidemilov fratager danskerne friheder og rettigheder, som vore forfædre har kæmpet hårdt for, og ofret blod, sved og tårer for”.


Skepsissen overfor nationale Covid-19 restriktioner tager til i disse måneder. Tiden opløses i konstant forlængede nedlukninger. Proportionerne er til diskussion. Der presses på for mere åbning af samfundet, snart. Vi befinder os i ’risikosamfundet’, og det har vi gjort i årtier, men virussen har givet det ny synlighed. Det vokser, risikosamfundet. Gror som en urskov, risiciene forbundet på tværs af tid og rum, gødet af hinanden. Tidligere kunne jeg bedre holde mig på afstand af det, observere risikosamfundets årsager og virkninger, men med pandemien er jeg blevet del af det på en så fysisk og sanselig måde. Det bliver mere og mere labyrintisk, som Guy Pearces hukommelsesjagt i Christopher Nolans Memento (2000).


Alle tallene, eksperterne, undersøgelserne, starten af første bølge hvor man holdt sig opdateret hele tiden, den fjollede ’corona kurve’ der ikke fortalte noget som helst, husker noget med max belastning på hospitalernes respiratorpladser, var det 900?, husker kontakttallenes bevægelser, sensommerens opdeling i kommuner efter smittetryk – ’se hvor mange der er i din kommune her’ – røde lande hvis mere end 20 (nogen steder 30) smittede pr. 100.000. Mundbindene der ikke havde den store effekt, men så kom The Lancet undersøgelsen i sommeren og viste markant effekt; noget med 60% risikoreduktion ved person-til-person overførsel. Nu er dobbelt-mundbindet ved at brede sig efter at ’US Centers for Disease Control and Prevention’ (CDC) har lige udgivet et studie der viser at hvor almindelige mundbind giver 50-60% reduktion i modtagelsen af de små Covid-aerosoler, giver dobbelt mundbind der sidder helt tæt, giver 83% reduktion. Jeg var helt færdig da jeg så de første billeder af amerikanske politikere med dobbelt mundbind, jeg kan ikke lide det. Lige nu, for at kunne skrive noget sagligt i disse sætninger, læser jeg The Lancet artiklen og CDC studiet, og suges ind i statistiske metoder, sammenligninger og konklusioner. Går ind ad denne sti, som jeg er gået ind ad andre, med en vag idé om at kunne finde et fixpunkt i urskoven, men det forgrener sig i uendelige spørgsmål med uendelige konsekvenser. Ud igen, her skal jeg ikke være, det er ikke mig der skal vurdere disse undersøgelser, det er eksperterne på de områder, og det er også dem der skal udfordre hinandens metoder og fund.


Grænserne er lukkede (igen), ligesom det meste andet. Vi venter. Politikerne kæmper med balancerne mellem frygten for mutanterne og behovet for igen at kunne være rigtige samfund med mennesker i alskens samhandel og fysiske relationer. Der bliver ikke kommunikeret så meget om vurderinger og justeringer for tiden. Vi venter. Vi bliver vrede eller apatiske eller begge dele. Jeg gør; jeg kan ikke forstå det men ved også godt at det ikke er nemt, så jeg affinder mig med dette vildnis af modstridende meninger, behov, informationer, beslutninger og lader det gro omkring mig mens jeg forsøger at ordne mit eget lille sted.

Jeg er ikke videnskabsskeptiker og heller ikke konspirationsteoretiker, selvom det er ikke så mærkeligt at folk bliver dét i vores tid. Jeg er samfundsforsker, og for at forstå hvad jeg laver her i junglen, må jeg simpelthen påkalde nogle af de store ånder fra min verden. Ånden for risikosamfund er Ulrich Beck, og selvom han er en værre tungetaler nogen gange, så viser han mig hvorfor det vitterligt er et risikosamfund vi og jeg bor i, og hvordan dets absurditet er et vilkår for det moderne menneske.

I risikosamfundet er det ikke længere produktion og fordeling af rigdom, der er det vigtigste for samfundet at forholde sig til. Industrialiseringen har frigjort de her ”eksponentielt voksende produktivkræfter” som (i Vesten) har skabt en helt anden form for velstand og rigdom end nogensinde før – og i kølvandet på disse kræfter følger risici og trusler. I risikosamfundet skal vi i stigende grad tage stilling til hvordan vi håndterer de risici der er en effekt af rigdomsproduktionen – eksemplificeret af Beck med bl.a. giftstoffer i fødevarer, forurening, og ikke mindst atomkraft og dets affaldsprodukter (Risikosamfundet udkom første gang i 1986).


”[Risiciene] fremkalder systematisk latente, ofte irreversible skadevirkninger, forbliver i sin natur for det meste usynlige, og beror på kausale fortolkninger. Til at begynde med eksisterer de altså kun i form af (videnskabelig eller uvidenskabelig) viden. I denne kan risiciene ændres, formindskes eller forstørres, dramatiseres eller bagatelliseres, og er på den måde i usædvanlig grad åbne for sociale definitionsprocesser.” (Beck, 1997:31)


Vores effektive produktion af energi, kød, korn, tøj, mad, indpakning og mere eller mindre alting, skaber effekter vi slet ikke har overblik over. Mange effekter kender vi – for eksempel at kvælstof og fosfor fra landbrugets gødning skaber iltsvind i åer, søer og havene, og ødelægger hele økosystemer. Men forbindelsen mellem årsagerne og virkninger er ikke til at se med det blotte øje – det er noget naturvidenskaberne kan måle, men vi kan ikke se at landmand Jensens gødning ligger og glimter i algerne i Limfjorden. Og endnu sværere bliver det fordi vi er så globalt forbundne, og skadevirkningerne bevæger sig frit i naturen på tværs af lande og kontinenter. Kemiske biprodukter ved bearbejdning af råstoffer, som fx dioxin, rejser gennem luft og vand, og spreder sig utæmmeligt fra produktionsstedet til hele kloden. Plastik nedbrydes i så små partikler at vi i dag spiser plastik i vores mad hver dag; hvad der svarer til et Dankort hver uge. Menneskets inddragelse af naturen til produktion af råstoffer osv., presser de vilde dyr, som på mindre arealer bliver lettere syge eller kommer i mere kontakt med mennesker og husdyr – og sådan kan sygdomme overføres til mennesker og en verdensomspændende pandemi opstå.

Risikosamfundet er et ’katastrofisk’ samfund, hvor man hele tiden forhandler om konsekvenserne af risikoerne, og om konsekvenserne af de konsekvenser. Én ting er et olieudslip i den Mexicanske Golf og dets direkte konsekvenser her og nu, en anden er markedets reaktioner, en tredje er livet for lokale fiskere fremover, lokalsamfundenes udvikling, retssager, dyrelivet de næste mange årtier, effekten på regulering af branchen… Konsekvenser af konsekvenser. Der strækker sig ud i tid og rum.

Skadevirkningerne er ”uberegnelige og uforudsigelige” (Beck, 1997:37). Konsekvenserne af vores produktion, vækst og levevis befinder sig i fremtiden eller langt væk fra os. Håndværkeren der river et asbesttag ned, får måske først lungekræft når han er gået på pension. Atomaffaldet ligger mere eller mindre sikkert i jorden indtil forseglingen ikke holder (sikkerheden i deponering af atomaffald varierer enormt, og der kommer hele tiden mere til. Plutonium har en halveringstid på 24.100 år…). Klimaforandringerne er i gang, og rammer os nu og hele tiden fremover, men det er stadigvæk først engang i fremtiden at Indlandsisen smelter helt, med de uoverskuelige konsekvenser og tipping points det indebærer.


Årsager og virkninger er samtidig sammenvævede på måder der gør det svært at vide hvor man skal sætte ind. Videnskaben kan undersøge og vide en masse om de skadelige konsekvenser af menneskelig produktion, forbrug og livsformer, men der er ikke bare én årsag som let kan forbindes med én virkning, hvorefter vi kan finde en løsning på problemet og eliminere risikoen fremover. I risikosamfundet har vi mere viden om verden end nogensinde før – men vi kan ikke blive enige om hvordan vi skal bruge den. Håndteringen af risiko bliver en kamp om definitioner af hvad vi ved og hvilken viden der er vigtig. Forskellige grupper, nationer, politikere, organisationer bruger viden om risici på forskellige måder; fremhæver noget, underspiller andet, kritiserer. Fortolker. Forsøger at få billedet til at hænge sammen.


Det fører til ”civilisatoriske troskampe”. Risiciene er alle dybest set opstået gennem menneskelig adfærd og indretning, skabt af ideologier om ’fremskridt’, ’velstand’ og ’økonomisk vækst’, som nu viser sig at have en pris. Forskellige priser for forskellige folk, steder, liv. Der kæmpes om hvad og hvem der er vigtigst. Der kæmpes om fremtiden, som jo endnu ikke findes, men kan forestilles på alle mulige måder alt efter hvilken viden og fortolkning der lægges til rette for. Det er et mærkeligt sted at være som menneske. Her i fremtidens fortid hvor vores valg er så afgørende, og konsekvenserne og vejene frem så forgrenede og flertydige. Det kræver opmærksomhed og omtanke. Hvordan hænger mine valg sammen med fremtiden? Hvilken tro på verden, mennesker og alt liv vil jeg bekende mig til? Og hvad vil det sige at kæmpe, for mig?



Referencer:

Beck, Ulrik (1997): Risiko og frihet. Bergen: Fagbokforlaget. (Citater er oversat fra norsk til dansk af mig selv)

Koselleck, Reinhart (2004): Futures Past: On the Semantics of Historical Time. New York: Columbia University Press.

Og så et bud på videre læsning: den helt nye bog af professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen: Krisesamfundet. Udgivet på Informations Forlag, 2021.

190 views

Recent Posts

See All